Case: Salling Groups nonfoodlager i Årslev
Antallet af ulykker faldt, da antallet af observationer steg
Statistikkerne taler deres tydelige sprog, og det samme gør de mange plancher, opslag og skilte.
De sidste viser, hvordan medarbejderne passer på sig selv og hinanden, mens tallene viser, at det virker: I 2014 begyndte Salling Groups nonfoodlager i Årslev ved Aarhus at sætte fokus på sikkerhedskultur og ulykkesforebyggelse, og allerede det følgende år var antallet af arbejdsulykker faldet fra 16 til 2. Siden har tallet stort set ligget stabilt på mellem 0 og 3.
En stor del af arbejdet med sikkerhedskultur handler observationer af nærved-ulykker, som i samme periode er steget fra 0 til 8.000. De første tiltag, som udsprang af det øgede fokus, var sikkerhedssko og gule veste. Siden er alt fra investeringer i vacuumløftere over spejle i loftet til simple slow down-skilte kommet til.
Allerede inden man går ind på lageret – altid iført gul vest – hænger den første påmindelse om at passe på sig selv og hinanden i form af et spejl med teksten: her ser du den person, som kan gøre mest for din sikkerhed!
Terminalchef Henrik Nygaard har været en del af ledergruppen på lageret i Årslev, siden det blev bygget i 2010, og har derfor gennem alle årene været med i arbejdet med at forbedre sikkerheden. Han forklarer, at nogle af de vigtigste tiltag har været opfordringen til medarbejdere om at indberette observationer og nærved-ulykker samt tavlemøder, som bliver gennemført ved hvert treholdsskift.
”Tavlemøderne er vigtige for ulykkesforebyggelsen, fordi de sikrer, at vi får en snak om medarbejdernes observationer og på den måde holder fokus på nærved-ulykker”, siger han.
I begyndelsen sagde medarbejderne ”nul og niks på møderne”, men det har ændret sig over årene, så de fleste deltager aktivt i dag.
Graferne viser ulykker og nærvedulykker på Salling Groups nonfoodlager i Årslev
Mange af observationerne betegner teminalchefen som småting, men flere af dem har ført til ændringer eller forholdsregler i arbejdsmiljøarbejdet.
En rundtur på lageret bekræfter at der er sket meget på 10 år. Henrik Nygaard standser flere gange op for at vise større og mindre arbejdsmiljøforbedringer
Og nogle gange har de nemme – og billige – løsninger stor effekt. Fx to veje, der krydsede hinanden et sted, hvor det var svært at få overblik, og derfor opstod der mange farlige situationer. En medarbejder foreslog helt simple træskilte med teksten ”slow down”.
”Det har nedbragt den farlige trafik med 90-95 %. Vi vil gerne prøve med simple løsninger først, og skiltene hjalp fra dag 1”, fortæller Henrik Nygaard.
Et gråt autoværn, der blev malet gult for at undgå snubleuheld og skumgummi på reolvanger i hovedhøjde er andre eksempler på medarbejderobservationer, der har resulteret i sikkerhedsforanstaltninger.
”Nogle synes måske, at det er fjollet at tale om et stykke papir på gulvet, men der har været tre ulykker med fravær ifm. medarbejdere, der er faldet i papir- elle papstykker”, fortæller terminalchefen.
”På de andre terminaler har de nok syntes, at vi var lidt underlige, fordi vi nu registrerer alt. Nogle vil hellere have kvalitet i observationerne en kvantitet – jeg vil bare gerne holde gryden i kog”, siger Henrik Nygaard.
Han har fokus på at fastholde medarbejdernes motivation til at holde øjne og øre åbne.
”Vi har haft flere motivationsarrangementer. Fx har medarbejderne kunnet vinde biografbilletter, hvis afdelingen nåede et mål om fx 10 observationer om måneden”, fortæller han.
”Spørgsmålet er jo om man skal investere sig ud af udfordringerne eller arbejde med adfærd. Jeg synes, at adfærd er vigtigt, og det er spændende at arbejde med”, siger Henrik Nygaard:
”Hvis man kan få noget sjovt ind i AM-arbejdet fungerer det godt. Det kan fx være Safety Bingo, hvor medarbejderne for hver dag uden en ulykke må trække et nr. til deres bingoplade”.
Både ulykker og nærved-ulykker bliver delt på opslagstavler – også med Sallings Groups øvrige lagre. På tavlerne hænger stribevis af billeder, der illustrerer, hvordan en ulykke skete eller hvad der kunne være gået galt.
Henrik Nygaard understreger, at det er vigtigt, at lederne fører an i arbejdet med ulykkesforebyggelse.
”Lederne skal gå forrest som rollemodeller, ellers virker indsatserne ikke. Samtidig er det vigtigt at involvere medarbejderne”, siger han, der også lægger vægt på, at ”det psykiske også er en del af pakken”.
”Det er en del af ulykkesforebyggelsen at undgå, at medarbejdere er sure på hinanden og derfor måske ikke kan finde ud af at kommunikere. Surhed skaber ikke noget godt”, siger han.
Målet for 2024 var at kommer under 2 arbejdsulykker, men det endte på 3.
”Den overordnede vision er selvfølgelig 0. Det er vigtigt at kunne komme hjem fra arbejde uden at være kommet til skade”, siger Henrik Nygaard.