Hjælp medarbejderne med at indrette og bruge hjemme-arbejdspladserne bedst muligt.
Undersøgelser viser, at hjemmearbejdspladsen ser ud til at blive et mere attraktivt tilvalg for mange med kontorarbejde. For nogen er hjemmearbejdspladsen derfor ikke længere kun en midlertidig nødløsning, eller noget vi benytter os af en sjælden gang imellem.
Derfor bliver man som medarbejder og leder nødt til at forholde sig til at skabe bedre forhold på hjemmearbejdspladsen.
Hjemmearbejdspladser og hjemmearbejde, som ikke er indrettet og tilrettelagt hensigtsmæssigt, kan nemlig betyde smerter i nakke, skuldre, ryg, hovedpine og lav effektivitet.
Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed og leder hjælper sine medarbejdere til at få de bedst mulige arbejdsforhold på hjemmearbejdspladserne. Fx skal arbejdspladsen indrettes, så medarbejderen kan sidde og arbejde hensigtsmæssigt.
Her er nogle punkter man med fordel kan være opmærksom på:
- Pladsforhold
Der skal være plads til at bevæge sig og skifte stilling. Man kan fx arbejde forskellige steder i hjemmet, for at variere sine arbejdsstillinger - Lys
Placering af arbejdspladsen i forhold til lysindfald fra vinduer og placering af evt. ekstra arbejdspladsbelysning er afgørende - IT redskaber
Mus, tastatur og skærm skal passe til medarbejderen, til møblerne og til arbejdsopgaverne - Møbler
Nogle gange har medarbejderne selv møbler, som passer eller kan tilpasses. Andre gange skal der andre møbler til. Men det er vigtigt, at møblerne passer til medarbejderen og arbejdsopgaverne.
Hjælp til gode vaner
Det kan også være nødvendigt at hjælpe medarbejderne med at tilrettelægge arbejdet hensigtsmæssigt og få de bedst mulige vaner. Fx ved at sikre, at der er mulighed for at holde pauser i arbejdsopgaverne og lære medarbejderne, at de skal bevæge sig (evt. lave forebyggende øvelser) i pauserne.
Hvad siger arbejdsmiljølovgivningen?
Når hjemmearbejdet bliver mere permanent og i en udstrækning, hvor medarbejderne sidder hjemme og arbejder i mere end en enkelt arbejdsdag pr. uge, er der regler i arbejdsmiljølovgivningen, som skal overholdes.
Det er regler, som omhandler indretning af hjemmearbejdspladsen, arbejdsredskaber, indeklima og tilrettelæggelsen af arbejdet bl.a. i forhold til variation og pauser.