SUPP26

SUPP26 gælder for supplerende uddannelse, som arbejdsmiljøorganisationen skal tilbydes hvert år. SUPP26 er sammensat af plenumoplæg og forskellige valgfrie workshops, så du kan sammensætte det program, der passer bedst til dig. På den måde kan hele arbejdsmiljøgruppen tage på uddannelse den samme dag, men samtidig få forskellige faglige kompetencer med fra dagen. 

På SUPP26 får I undervisning af erfarne arbejdsmiljørådgivere, der ved, hvad der virker i praksis, og hvad der giver værdi for virksomheden. Du kan forvente, at vores undervisere anvender forskellige læringsmetoder med stor deltagerinvolvering.
Du sammensætter selv dit program, når du vælger mellem 10 forskellige workshops.

Program for SUPP26
SUPP26 indleder med plenumoplægget: En risiko - mange vurderinger.
I dette indledende plemumoplæg bliver der sat fokus på, hvilke konsekvenser det har, at vi vurderer risici forskelligt.
Risikovurderinger og forebyggende tiltag er grundlæggende elementer i arbejdsmiljøarbejdet. Alligevel opleves der ofte en afstand mellem de systematiske vurderinger og den måde, arbejdet udføres på i praksis. Det skyldes bl.a., at vi opfatter og vurderer risiko forskelligt – både ift. hvad der opleves som farligt, og hvor stor en risiko man personligt er villig til at acceptere.

I løbet af dagen vælger du to ud af 10 meget forskellige workshops, der dækker over en bred vifte af arbejdsmiljøemner. Vælg mellem:

  1. Sådan bliver overgangsalderen et hot emne
    Overgangsalderen kan have stor betydning for trivsel, arbejdsevne og
    deltagelse i arbejdslivet, men har i flere år været et overset og tabubelagt tema på arbejdspladsen. Fysiske og psykiske symptomer kan påvirke både den enkelte medarbejder og samarbejdet i hverdagen og stiller nye krav til ledelse, arbejdsmiljø og fælles forståelse.
    Workshoppen sætter fokus på, hvordan overgangsalderen kan indgå som en naturlig del af arbejdsmiljøarbejdet, og hvordan viden, åbenhed og og hensyn kan bidrage til et mere inkluderende og bæredygtigt arbejdsmiljø.

  2. Arbejdslivet når privatlivet presser
    Private forhold som sygdom, skilsmisse, omsorgsopgaver eller økonomiske udfordringer kan få stor betydning for arbejdsliv, trivsel og arbejdsindsats. Mange arbejdspladser ønsker at være rummelige og støttende, men står over for svære afvejninger mellem hensyn til den enkelte, fællesskabet og driften.
    Workshoppen sætter fokus på, hvor grænserne går for rummelighed på
    arbejdspladsen, og hvordan arbejdsmiljø, etik, jura, HR, forsikring og pension spiller sammen. Målet er at skabe refleksion over ansvar, muligheder og
    begrænsninger i et moderne arbejdsliv.

  3. Undgå at indeklimaet påvirker arbejdsklimaet
    Indeklimaet er et centralt arbejdsmiljøtema og samtidig et område, hvor
    oplevelser og forventninger varierer betydeligt. Erfaringen viser, at en mindre gruppe medarbejdere ofte oplever gener uanset de tiltag, der gennemføres.
    Workshoppen giver et overblik over en systematisk tilgang til indeklimaarbejdet fra kortlægning og vurdering til løsning og evaluering og sætter fokus på, hvordan man kan arbejde konstruktivt med både tekniske forhold - som belysning, luftkvalitet, støj og temperatur - og individuelle oplevelser og trivsel.

  4. Håndter stress og burnout
    Stress og burnout er blandt de største udfordringer i det moderne arbejdsliv og har konsekvenser for både den enkelte, arbejdsfællesskabet og organisationen som helhed. Årsagerne er ofte komplekse og spænder fra arbejdets indhold og organisering til individuelle belastninger og forventninger.
    Workshoppen sætter fokus på, hvordan stress og burnout kan forebygges og håndteres i arbejdsmiljøarbejdet, og hvordan man balancerer ansvar mellem organisation og individ for at skabe bæredygtige rammer for trivsel og arbejdsevne.

  5. Fra isolerede stoffer til samlet eksponering
    Traditionelle risikovurderinger tager ofte udgangspunkt i enkeltstoffer, men i praksis udsættes medarbejdere for en samlet eksponering fra flere kilder på én gang. Indkøbte kemikalier, procesgenererede stoffer og arbejdets organisering spiller sammen og kan forstærke den samlede risiko.
    Workshoppen sætter fokus på risikovurdering af processer frem for isolerede stoffer og giver indblik i, hvordan virksomheder kan arbejde helhedsorienteret med kemisk arbejdsmiljø - fra indkøb og processvalg til forebyggende tiltag
      
  6. Giv plads til hjerner og styrk trivslen
    Flere arbejdspladser oplever en stigende mangfoldighed i måden, medarbejdere tænker, arbejder og reagerer på. Neurodiversitet, diagnoser og kroniske lidelser kan både skabe udfordringer og åbne for nye styrker i arbejdslivet.
    Workshoppen sætter fokus på, hvordan virksomheder kan rumme og håndtere denne mangfoldighed på en respektfuld og professionel måde – og hvordan høj neurodiversitet, med de rette rammer, kan blive en ressource snarere end en barriere. Målet er at skabe bedre trivsel, stærkere samarbejde og et mere inkluderende arbejdsmiljø.

  7. Når fysisk aktiviteter giver helbredsproblemer
    Fysisk aktivitet forbindes ofte med sundhed og forebyggelse, men fysisk aktivitet i arbejdet har ikke nødvendigvis samme positive effekt som motion i fritiden. Tværtimod kan ensidige, tunge eller langvarige fysiske belastninger i arbejdet øge risikoen for nedslidning og helbredsproblemer.
    Workshoppen sætter fokus på det fysiske aktivitetsparadoks og giver indsigt i, hvordan man kan forstå og håndtere forskellen mellem fysisk aktivitet i
    arbejdet og sundhedsfremmende motion. Målet er at skabe et mere nuanceret grundlag for forebyggelse og indsatser i arbejdsmiljøarbejdet.

  8. Få fokus på den mentale sundhed for ledere
    Lederrollen rummer et særligt ansvar og et højt pres, hvor forventninger, beslutninger og hensynet til medarbejdere ofte går hånd i hånd med begrænset rum til egen trivsel. Mental sundhed for ledere er derfor et centralt arbejdsmiljøtema.
    Workshoppen sætter fokus på lederes mentale belastninger, tidlige tegn på mistrivsel og betydningen af rammer, støtte og fælles ansvar. Formålet er at skabe refleksion over, hvordan ledere kan fastholde mental sundhed og handlekraft i et arbejdsliv med høje krav og kompleksitet.

  9. Fede tools og AI tricks i arbejdsmiljøarbejdet
    Digitale værktøjer og kunstig intelligens åbner nye muligheder i arbejdsmiljøarbejdet – både i formidling, dokumentation og praksis. Workshoppen giver konkrete eksempler på, hvordan film, billeder, tekster og andre digitale greb kan bruges til at skabe større forståelse, engagement og gennemslagskraft. Med fokus på anvendelighed og inspiration præsenteres en række “hands-on” tools og AI-tricks, som nemt kan omsættes til hverdagen på arbejdspladsen.

  10. Metoden, der gør forskellen på antal ulykker
    Forebyggelse af arbejdsulykker kræver systematik og målrettede indsatser. Med afsæt i en nyudviklet screeningsmetode præsenterer workshoppen, hvordan virksomheder kan få et klart overblik over deres ulykkesrisici og omsætte viden til konkrete anbefalinger. Erfaringerne viser, at virksomheder, som følger anbefalingerne, opnår en markant reduktion i antallet af arbejdsulykker. Workshoppen giver indblik i screeningsmetoden, resultaterne og de faktorer, der gør forskellen i praksis.

Dagen slutter af med et godt grin, når skuespillere fra Hamlets Garage med humor og satire opfører situationer og dilemmaer fra dagligdagen på arbejdspladsen. Undervejs kan publikum komme med konstruktive forslag, og løsninger folder sig ud på scenen.

SUPP26 afholdes i:

  • Vingsted Konferencecenter den 28. september og 5. november 2026
  • Roskilde Kongrescenter den 30. september 2026
  • Aarhus Comwell Aarhus den 5. oktober 2026

 Pris for dagen

Pris pr. deltager fra samme virksomhed på samme faktura:

1-5 deltagere: 2.500 kr.
6-10 deltagere: 2.400 kr.
11-20 deltagere: 2.300 kr.
Flere end 20: 2.200 kr.

Prisen tilrettes ved antal deltagere på den konkrete faktura, når den fremsendes.